Gå til indhold

Adoption

Nedenfor finder du relevant information, hvis du ønsker at adoptere eller har adopteret i Colombia. 

Colombiansk statsborgerskab

Når et barn bliver født i Colombia, får det automatisk colombiansk statsborgerskab. Hvis et colombiansk barn herefter bliver adopteret af udenlandske forældre, fastholder det stadig det colombianske statsborgerskab og får derved typisk dobbelt statsborgerskab.

Barnets adoptivforældre, eller det myndige barn, kan ansøge om at annullere det colombianske statsborgerskab. Annullering kan ske gennem det colombianske udenrigsministerium eller Colombias ambassade i København.  

Hvis forældrene, eller det myndige barn, vælger at fastholde det dobbelte statsborgerskab, så vær opmærksom på den colombianske migrationslovgning. Den kræver ind- og udrejse i Colombia gennem et colombiansk pas, når en rejsende har colombiansk statsborgerskab. 

Dansk statsborgerskab ved adoption

Når et udenlandsk barn under 12 år bliver adopteret gennem en dansk adoptionsbevilling, bliver barnet dansk statsborger ved adoptionen, hvis mindst ét af adoptivforældrene er dansk statsborger.

Det samme gælder, hvis barnet adopteres ved en udenlandsk adoption, der anerkendes gennem adoptionslovens § 28, stk. 2. Det er Ankestyrelsen, der træffer afgørelse om, hvorvidt en udenlandsk adoption kan anerkendes i Danmark.

Reglen om statsborgerskab ved adoption fremgår af indfødsretslovens § 2 A.

Hvis et barn ikke automatisk får dansk statsborgerskab ved adoption, kan barnet søge om at blive dansk statsborger.

Læs mere under børns erhvervelse af dansk statsborgerskab her: Udlændinge- og Integrationsministeriet.