Fredsprocessen
D. 24. november 2016 underskrev den colombianske regering en historisk fredsaftale med landets største guerillagruppe FARC, og afsluttede dermed den længstvarende igangværende interne konflikt på den vestlige halvkugle. Efter 52 års væbnet konflikt og 4 års intense forhandlinger i Havanna var det blevet tid til at vende blikket fremad, hvilket i øjeblikket består af implementering af fredsaftalerne, den overgangsretlige mekanisme (JEP) og et omfattende reformarbejde fra regeringens side. Fredsaftalerne der består af en jord-og landbrugsreform, et retsopgør og politiske reformer til at sikre bred demokratisk deltagelse. FARC har nedlagt våbnene og er omdannet til et politisk parti, der nu har politisk deltagelse både i kongressen og i senatet.
Dermed er der sat et afgørende punktum i den væbnede konflikt mellem FARC og den colombianske stat, men det betyder ikke at Colombia endnu er fri for konflikt. Dele af det colombianske territorium, typisk og afsidesliggende og svært tilgængelige egne, kontrolleres af væbnede grupper. Den anden mindre guerillagruppe ELN, der har eksisteret i over fem årtier, fortsætter således sine væbnede aktioner både i byer og i landdistrikter, trods forsøget på at inddrage dem i en forhandlingsproces. En mindre del af de demobiliserede FARC-medlemmer besluttede i 2016 at genoptage våbnene og nu opererer i flere dele af landet. Dertil kommer forskelige paramilitære grupper og kriminelle organisationer, der forsøger at kontrollere illegale aktiviteter og transitruter for narkotika.
Implementeringen af fredsaftalerne er forudset til at tage de kommende 15 år. Den Colombianske regering har bekræftet at man skal leve op til de forpligtelser, der er indgået. Der er dog stadig forskellige holdninger i det colombianske samfund til hvordan landet bedst muligt får gjort op med fortidens forbrydelser og hvordan man fastholder en proces for national forsoning. Selvom implementeringen af den aktuelle fredsaftale på visse områder er langsommere end det internationale samfund og mange i Colombia havde håbet på, udgør den ikke desto mindre en skelsættende landvinding. Colombia har høstet en fredsgevinst, som udmønter sig i aftagende vold i store dele af landet, nye større investeringer og lokale udviklingsprojekter i flere tidligere konfliktzoner.