Gå til indhold

Tyveri og røveri

Hvis du mister dine penge eller dine dokumenter på rejsen, er det vigtigt, at du melder det til politiet og får en kopi af eller en kvittering for anmeldelsen.

Penge

Pas godt på dit kreditkort - og vær forsigtig, når du bruger det.

Hvis du mister dit kreditkort eller dine penge - og ikke har mulighed for at arrangere en almindelig pengeoverførsel via et af de private pengeoverførselsbureauer - kan danske ambassader og konsulater i de fleste tilfælde hjælpe med at få penge frem til dig. Men kun til brug for hjemrejse og kun, hvis der er nogen i Danmark, der vil lægge ud for dig.

Det kan være din familie, venner, din bank, dit forsikringsselskab eller din arbejdsgiver, som kan indbetale det beløb, du har brug for, på ambassadens eller konsulatets bankkonto. Når ambassaden eller konsulatet har fået sikkerhed for beløbet, får du pengene udbetalt i lokal valuta. Pr. 1. januar 2023 koster denne service 1.125 kr. pr. påbegyndt time.

Danske kreditkort kan spærres hos Pengeinstitutternes Betalings Service, PBS, på telefon +45 44 89 29 29 (døgnåbent) eller via din bank.

Mistede pas eller andre dokumenter

Mister du dit danske pas, kan danske ambassader og konsulater udstede et midlertidigt dansk pas, som koster 1125 kroner. Hvis der ikke er en dansk ambassade eller et dansk konsulat i det pågældende land, vil du kunne få udstedt et særligt EU-nødpas på et af de andre EU-landes ambassader eller konsulater.

Har du brug for at få et midlertidigt pas udenfor ambassadens eller konsulatets almindelig åbningstid opkræves et forhøjet gebyr. Det forhøjede gebyr reflekterer den gennemsnitlige samlede ekstra tid, som ambassadens eller konsulatets medarbejder skal anvende for at yde service på et tidspunkt, hvor ambassaden eller konsulatet ellers er lukket. Gebyret dækker bl.a. medarbejderens transporttid og tiden anvendt på åbning og lukning af ambassaden.

Ved udstedelse af et midlertidigt pas udenfor ambassadens eller konsulatets kontortid opkræves et gebyr på 2.625 kr. Hvis der i samme ekspedition udstedes flere midlertidige pas, opkræves et gebyr på 2.625 kr. for det første pas og herefter 1.125 kr. pr. pas.

Ved udstedelse af et midlertidigt pas på ambassadens eller konsulatets officielle lukkedage opkræves et gebyr på 3.750 kr. Hvis der i samme ekspedition udstedes flere midlertidige pas, opkræves der et gebyr på 3.750 kr. for det første pas og herefter 1.125 kr. pr. pas.

Du skal være opmærksom på, at både det danske midlertidige pas og EU-nødpasset er tidsbegrænsede rejsedokumenter. Der er ikke samme sikkerhed for, at disse dokumenter anerkendes af udenlandske myndigheder, på samme vilkår som det almindelige pas.

Det midlertidige danske pas og EU-nødpasset er først og fremmest beregnet til at gøre det muligt at rejse hjem. 

Hvor skal du henvende dig

Husk at henvende dig på den lokale politistation i udlandet for at melde dit pas stjålet eller bortkommet, og husk at få en kopi af anmeldelsen eller en kvittering fra politiet. Ambassaden eller konsulatet og dit forsikringsselskab skal bruge politianmeldelsen.