Gå til indhold

Børnebortførelser

Kontakt dansk politi, hvis du har brug for hurtig hjælp. Haster det ikke, kan du kontakte Koordinationsenheden for Børnebortførelser.
  • Hurtig hjælp: Ring 114 (dansk politi).

Er du bange for, at dit barn er ved at blive bortført til udlandet, og har du brug for hurtig hjælp, kan du kontakte dansk politi. Det kræver, at du har del i forældremyndigheden over barnet.

Hvis den anden forælder er ved at tage dit barn med til udlandet kan politiet i nogle tilfælde fysisk forhindre, at barnet forlader landet. Også hvis dit barn allerede er bortført, og du får brug for hurtig hjælp, kan du kontakte politiet.

Er dit behov for hjælp ikke hastende, kan du tage kontakt til Koordinationsenheden for Børnebortførelser. Det kan for eksempel være, at du har del i forældremyndigheden og mener, at den anden forælder har bragt jeres fælles barn ud af landet uden dit samtykke eller ulovligt tilbageholder jeres barn i udlandet.

Koordinationsenheden ligger i Social- og Indenrigsministeriet og har telefon 40 50 50 26.

Hvordan kan Koordinationsenheden hjælpe?

Koordinationsenheden kan blandt andet:

  • Hjælpe dig med at starte en sag om at få dit barn hjem igen.
  • Få Udenrigsministeriet til at hjælpe, hvis barnet er i et land, der ikke har underskrevet konventionen om børnebortførelser.
  • Vejlede dig om dine muligheder og om hvordan, du kan forvente, at sagen vil foregå.
  • Koordinere behandlingen af sagen med myndigheder i Danmark og i udlandet.

Hvis du starter en sag om at få dit barn hjem igen, vil du blive tilbudt et personligt vejledningsmøde i Koordinationsenheden. Du er velkommen til at tage en advokat eller anden bisidder med til mødet.

Udenrigsministeriets hjælp i børnebortførelsessager

Udenrigsministeriet kan blandt andet:

  • Søge oplysninger om barnets opholdssted via den danske ambassade eller myndighederne i landet.
  • Hjælpe med kontakt til lokale advokater, der kan rådgive om familieret og sociallovgivningen i det land, barnet er bortført til. En lokal advokat kan blandt andet fortælle, om der er retsligt grundlag for, at barnet opholder sig i landet og hvad mulighederne er for en positiv afgørelse ved domstolene.
  • Anmode myndighederne i landet barnet er bortført til om, at barnet bliver udleveret. Inden det sker, er det nødvendigt at vurdere, om det har udsigt til at nytte. I nogle dele af verden er det ikke ulovligt, at en forælder bortfører sit eget barn.
  • I visse tilfælde tale med bortføreren om at medvirke til at sagen bliver løst, uden at der bliver en større konflikt. Det sker i så fald ved at den danske ambassade efter aftale med familien er i kontakt med bortføreren.
  • I nogle tilfælde tage på besøg hos barnet, Det er dels for at se, hvordan barnet har det, dels for at tale med bortføreren om barnets kontakt til den anden forælder og om, hvordan konflikten kan løses bedst muligt for alle parter.
  • Ambassaden kan hjælpe med at arrangere transport og logi lokalt i forbindelse med at barnet rejser til Danmark, og ambassaden kan hjælpe med at købe billetter og lignende. Det er også ambassaden der udsteder nyt pas, hvis det er nødvendigt.

Der er grænser for, hvad Udenrigsministeriet kan

Udenrigsministeriet eller andre danske myndigheder kan ikke gennemtvinge danske afgørelser om forældremyndighed i udlandet.

Uden bortførerens eller de stedlige myndigheders accept og medvirken kan danske ambassader og personalet på ambassaderne ikke medvirke til, at et bortført barn kommer hjem til Danmark.

Det er kun sagkyndige lokale advokater, der kan give juridisk rådgivning om for eksempel familieret og sociallovgivningen i det land, barnet er bortført til. Udenrigsministeriet kan formidle kontakt til lokale advokater.

Udenrigsministeriet kan ikke betale for advokatbistand i Danmark eller i det land, barnet er bortført til. I nogle lande, hvor der ikke er en dansk repræsentation, kan det være meget svært at hjælpe.